Når du tænker på ledelsesteams, får du måske hurtigt associationer til ældre mænd i jakkesæt. Men sådan behøver en leder slet ikke at se ud. Der er masser af muligheder for at blive leder i en ung alder på det danske arbejdsmarked, og herunder finder du fire unge ledere, der alle var en del af Berlingske top 100 talent i 2017.
Ledelse er hverken statisk eller ensformigt, og din vej mod ledelsesposten er sikkert anderledes end dem omkring dig. Hvis du ønsker inspiration til, hvordan det er at være leder i en ung alder, kan du her læse om fire ledere, og deres vej til posten.
Du finder blandt andet ud af hvad det sværeste ved at være ung leder er, og hvilke råd de fire Berlingske Top 100 talenter vil give til andre. Mød Cathrine Østerberg, co-founder og administrerende direktør ved Østerberg Ice Cream, Simon Hansen, presse- og kommunikationschef, ved Dansk Mode & Textil, Ditte Graa Wulff, founder & CEO ved Mødehuset, og Sune Flyger Larsen, sektionsleder ved HOFOR.
Simon Hansen
Presse- og kommunikationschef ved Dansk Mode & Textil
Jeg har aldrig været bleg for at gå forrest. Både når det kommer til at arbejde hårdt, men også for at inspirere mine kollegaer. Det har altid ligget naturligt for mig at tage ansvar, men uden at jeg har behøvet at skilte med det.
Hvad er din baggrund?
Jeg har en professionsbachelor i brand management fra det, der dengang hed TEKO, i dag VIA Design. Herefter arbejdede jeg freelance med både visuel kommunikation og PR i en periode. Sidenhen startede jeg på journalistuddannelsen på Journalisthøjskolen, men den har jeg ikke færdiggjort. Jeg valgte i stedet takke ja til et job som projektleder i en ny konstellation, hvor alle messer og organisationer med en andel i Copenhagen Fashion Week gik sammen for at tiltrække større international interesse til modeugen. Efter halvandet år i den stilling blev jeg tilbudt jobbet som kommunikationsansvarlig i Dansk Mode & Textil og blev sidenhen presse- og kommunikationschef.
Hvordan er du blevet leder, så tidligt? Og er det noget du er gået direkte efter?
Jeg tror faktisk aldrig, jeg har italesat, at jeg gerne ville være leder. Men inderst inde har jeg nok altid vidst, at selvfølgelig ville jeg det. Jeg har aldrig været bleg for at gå forrest. Både når det kommer til at arbejde hårdt, men også for at inspirere mine kollegaer. Det har altid ligget naturligt for mig at tage ansvar, men uden at jeg har behøvet at skilte med det. Ydmyghed og respekt for andre spiller en klar rolle. Det er blevet bemærket gennem min karriere, og det har også betydet, at jeg relativt hurtigt er steget i graderne.
Hvad er det sværeste eller hårdeste ved at være ung leder?
Man bliver mere tykhudet med alderen, men det betyder også, at man måske har lidt for tynd hud som ung leder. Jeg var ekstra opmærksom på kritik det første halve år som leder, og det fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved min egen rolle som leder. Men jeg erkendte, at jeg aldrig kan gøre alle tilfredse, men at jeg først og fremmest skal gøre det, jeg føler er rigtigt, og gennem mine ord, handlinger og resultater vise vejen for mine kollegaer – også selvom de har langt mere erfaring end mig.
Et godt råd til andre, der stiler efter en lederposition i en ung alder?
Først og fremmest skal du selvfølgelig arbejde hårdt. Jeg vil også anbefale, at du opfører dig ordentligt og viser, at du tager ansvar fremfor at fortælle, at du gør det. Den gode leder er i stand til at inspirere andre, og det kan du lige så godt begynde at efterleve nu. De folk, der bare taler om deres fortræffeligheder, bliver hurtigt gennemskuet. Hvis du udviser faglig indsigt, ansvarlighed og respekt, skal du nok få ansvaret! Og du er sandsynligvis også helt klar til at tage det.
Cathrine Østerberg
Co-founder og administrerende direktør ved Østerberg Ice Cream
For mig er der to udfordringer; jeg har ikke stor erfaring med at være leder, og jeg har ikke så mange at sparre med i min dagligdag. Der opstår rigtig mange situationer, som jeg virkelig skal tænke mig grundigt om, for at finde en løsning på.
Hvad er din baggrund?
Min baggrund er meget naturvidenskabelig;
Jeg har en B.Sc. i Fødevarevidenskab fra KU efterfulgt af M.Sc. Gastronomy & Health fra KU. Da jeg kun manglede at skrive mit speciale tog jeg orlov for at åbne Østerberg Ice Cream på Østerbro. Mit speciale skulle selvsagt handle om is, nærmere betegnet isstruktur, og her allierede jeg mig med en af de førende isprofessorer, Dr. Goff fra University of Guelph i Canada.
Hvordan er du blevet leder, så tidligt? Og er det noget du er gået direkte efter?
Jeg har som sådan aldrig drømt om eller gået efter at blive leder. Til gengæld har jeg lige siden jeg var helt lille altid gerne ville bestemme de fleste ting selv. Jeg har altid været meget bestemt og målrettet, hvis jeg sætter mig noget for. Det er en af de egenskaber, jeg tillægger, at jeg nu er blevet en leder.
Min vej til at blive leder er gået gennem min passion for is. Ved at starte og drive en virksomhed er det helt naturligt, at jeg er nødt til at lede folk. Dog tænker jeg sjældent på mig selv som en leder; jeg gør jo bare det, der skal til for at Østerberg Ice Cream klarer sig bedst muligt som virksomhed.
Hvad er det sværeste eller hårdeste ved at være ung leder?
For mig er der to udfordringer; jeg har ikke stor erfaring med at være leder, og jeg har ikke så mange at sparre med i min dagligdag. Der opstår rigtig mange situationer, som jeg virkelig skal tænke mig grundigt om, for at finde en løsning på. Jeg har ingen erfaring fra tidligere arbejdspladser, jeg kan trække på. Mit første job var som direktør i Østerberg Ice Cream, og det gør mig ret grøn på nogle punkter. Til gengæld ser jeg det også som en stor styrke, at jeg er ikke formet på nogen måde. Dvs. alle de løsninger jeg finder, og veje jeg går, er baseret på hvad jeg synes virker rigtigt. Jeg forsøger at bruge mit netværk så godt jeg kan, men der gælder det også om at finde den rigtige balance mellem at lytte til andres råd og følge min egen overbevisning.
Et godt råd til andre, der stiler efter en lederposition i en ung alder?
Jeg vil virkelig råde andre til, at de skal finde deres måde at være leder på, og årsagen til at de vil være det. For det er ikke nemt, og det kræver meget (i hvert fald for mig) på den personlige konto. Vi er alle forskellige, men for mig giver det kun mening at være en leder, fordi jeg har en ambition om at Østerberg Ice Cream skal et bestemt sted hen. Jeg ser ikke dét at lede som et mål i sig selv. Ledelse er for mig et essentielt middel til at nå de mål, jeg sætter mig for.
Sune Flyger Larsen
Sektionsleder ved HOFOR
Hvis man skal være en leder kræver det følgeskab. Følgeskab kræver hårdt og vedholdende arbejde, svære konflikter og fra tid til anden følelsesmæssig turbulens, men når det lykkedes er det fantastisk – både for dig, dine medarbejdere og din virksomhed.
Hvad er din baggrund?
Jeg er vokset op på Stevns med en familie, som har drevet en lille selvstændig virksomhed. Virksomheden har i mange sammenhænge været omdrejningspunktet for familien. Jeg er i dag uddannet Bygningskonstruktør, som jeg senere har suppleret med relevant projektleder- og lederuddannelse.
Hvordan er du blevet leder, så tidligt? Og er det noget du er gået direkte efter?
Det har aldrig været et entydigt mål for mig at blive leder. Mit mål har været – og er fortsat – at bringe mig selv bedst muligt i spil der hvor jeg oplever, det giver den største værdi og jeg har bedst mulighed for, at hjælpe – både kollegaer, medarbejdere og virksomheden – i en udviklingsdrevet og effektiv retning. I sådan en sammenhæng er det et godt udgangspunkt at være leder.
Hvad er det sværeste eller hårdeste ved at være ung leder?
Livserfaringen er begrænset, og derfor kan det være særligt svært, at forudsige forskellige situationer og/eller reaktioner. Det kan være hårdt på den måde, at jeg fra tid til anden befinder mig i situationer hvor jeg er ”nødsaget” til, at bruge min intuition, fordi situationen kan tager en – for mig - uventet drejning. Samtidig bliver alt du gør set og vurderet af dine medarbejdere – også når du ikke har en god dag.
Et godt råd til andre, der stiler efter en lederposition i en ung alder?
Det er ikke pengene værd. Hvis du ikke har en naturlig og indre drivkraft som brændstof, så skal du ikke blive leder. Alle kan blive en chef, men hvis man skal være en leder kræver det følgeskab. Følgeskab kræver hårdt og vedholdende arbejde, svære konflikter og fra tid til anden følelsesmæssig turbulens, men når det lykkedes er det fantastisk – både for dig, dine medarbejdere og din virksomhed.
Ditte Graa Wulff
Founder & CEO ved Mødehuset
Lad være med at have øjnene stift rettet mod én bestemt taburet, som nogen andre har skrevet “leder” på. Du kan være leder i dit arbejdsliv på utallige måder: start dit eget, tag ansvaret som uformel leder på dig, slå dig sammen med andre…
Hvad er din baggrund?
Jeg læste en humanistisk basisuddannelse på RUC samt et års Sociologi på KU inden jeg fandt ud af, at jeg søgte noget mere end det boglige i min uddannelse. Derfor søgte jeg ind på Kaospiloterne, og der har jeg min grundlæggende træning i ledelse fra.
Hvordan er du blevet leder, så tidligt? Og er det noget du er gået direkte efter?
Jeg blev CEO i en start-up, da jeg var 30 år. Jeg havde arbejdet som konsulent for virksomheden i et år, og en dag satte de to stiftere sig simpelthen ned overfor mig og spurgte, om jeg ville med ombord som CEO. Og så sprang jeg ud i det.
Jeg har aldrig haft et eksplicit mål om at skulle sidde øverst oppe i pyramiden, men jeg har altid søgt derhen, hvor jeg kunne være med til at skabe, udvikle og forme tingene - og der ligger ledelsesposter selvfølgelig lige for.
Hvad er det sværeste eller hårdeste ved at være ung leder?
Det er en stejl læringskurve, og det kræver at man har mod på hele tiden at tilegne sig ny viden og nye færdigheder. Nogle gange har min mangel på erfaring betydet, at jeg er kommet til at stræbe efter en “rigtig” måde at være leder på, som egentlig ikke harmonerede med min personlighed eller intuition. Man skal turde gå vejen selv og på sin egen måde - ellers mister man sin troværdighed og kant. Og det værste er, at det så holder op med at være sjovt.
Et godt råd til andre, der stiler efter en lederposition i en ung alder?
Sig højt hvad din ambition er, og stå oprigtigt ved dit ønske om at lede eller få indflydelse. Men derudover, så lad være med at have øjnene stift rettet mod én bestemt taburet, som nogen andre har skrevet “leder” på. Du kan være leder i dit arbejdsliv på utallige måder: start dit eget, tag ansvaret som uformel leder på dig, slå dig sammen med andre…
Alverdens karriereplanlægning havde aldrig fået mig ind i min ledelsesrolle - det kommer af, at jeg har kastet mig ud i nye ting, er gået uventede veje og har turdet sætte mig selv på spil.