Rigtig mange af os kender det. Vi ligger og vender og drejer os i sengen, fordi tankerne flyver rundt i hovedet, og vi kan ikke finde hvile.
Eller vi sidder midt i en samtale, og finder pludselig ud af, at vi har været fuldstændig zonet ud, fordi vi har siddet i vores egne tanker. Hos finduddannelse.dk har vi derfor fundet fem måder, du kan få styr på tankespindet på, og lære at være mere i nuet.
Tankerne. De har en kæmpe magt over os. De bestemmer hvorvidt vi kan sove, om vi kan koncentrere os, hvordan vi har det med os selv, og ikke mindst, hvordan vi tror andre har det med os. Og tankerne kan være rigtig svære at stoppe, hvis man først er gået i gang med at vende og dreje situationen inde i sit hoved.
Det kan være forstyrrende, både for ens arbejde og de relationer du har, når tankerne får overtaget, og de fylder uhensigtsmæssigt meget i ens hjerne.
Derfor har vi allieret os med Annlil Frolov, underviser, forfatter og selvstændig, der nederst på denne side kommer med fem strategier du kan bruge, næste gang tankerne løber afsted med dig.
Tankespind, hvad er det?
Tankespind er det, du oplever, når tankerne tager over. Tanker du ikke kan slippe, og som bliver ved med at vende tilbage. Lige meget hvor meget du prøver at koncentrere dig, har tankerne overtaget magten. Annlil Frolov forklarer det som et spind, hvor hjernen er spundet ind i det område, du ikke kan slippe. Det kan hurtigt give en følelse af at være fastlåst. Men hvorfor er det, at vi ind imellem låser os selv fast med tankerne?
“Det er selvfølgelig ofte når noget er vigtigt for os, eller fylder meget. Man kan sige at hvis man fx er forelsket, eller har fået nyt arbejde, så er det forholdsvis positivt. Så cirkler tankerne omkring dét. Men selv der synes jeg, det kan blive negativt, fordi det igen lukker af for, at vi kan tænke på andre ting,” beskriver Annlil Frolov.
Tit, når vores tanker kredser om det samme emne, så handler det enten om fremtiden - måske noget vi skal huske at gøre, eller det er bagudrettet - som hvis man analysere på en situation der er sket. Annlil Frolov oplever tit, at det handler om kontrol, og hvordan man ønsker at kunne styre det er sket, eller som skal til at ske. Det kan fx være med tanker som:
“åh nej, bare jeg havde sagt sådan her”, “måske skulle jeg hellere have sagt noget andet”, “hvad tænker de nu om mig”, “hvad mener personen nu med det”, beskriver Annlil Frolov. Annlil Frolov påpeger, at tankerne i sig selv ikke er et problem, det er først når de bliver styrende eller hæmmer os, i at være os selv, at det kan blive problematisk: “Det er jo tit der hvor folk ikke kan sove, eller bliver fraværende i en samtale, fordi de tænker på alt muligt andet de skal.”
5 taktikker til at stoppe tankespindet
Hvis du ind imellem oplever, at ligge og vende og dreje dig i sengen, fordi tankerne ikke vil slippe, eller at du har svært ved at koncentrere dig om samtaler, eller dit job for den sags skyld. Så er det måske en god ide, at overveje, hvordan du kan stoppe tankespindet, så du kan blive mere tilstede i nuet. Det har Annlil Frolov fem måder du kan arbejde med dine tanker på.
1. “Lige nu”
Hvis du er alt for meget oppe i dit hoved, kan du fuldstændig glemme at være til stede i det der faktisk sker her og nu. Derfor er det vigtigt, at du hele tiden sørger for at være i balance, så nuet ikke bare forsvinder væk under dig.
“Noget af det jeg altid arbejder med, når jeg har klienter der er låst fast i det der tankekaos, det er, at de øver sig i at sige “lige nu” til sig selv, og selvfølgelig ikke højt.
Så “lige nu køber jeg mælk”, “lige nu går jeg tur med hunden”, “lige nu leger jeg med mine børn”, så man får sin opmærksomhed i nuet. Det er sådan set ligegyldigt hvad man gør, bare det er hægtet op på, at det er noget man gør“ forklarer Annlil Frolov.
Det at hægte tankerne op på noget, du gør lige nu, gør at du er til stede i nuet. Tankespind hænger nemlig tit sammen med, at vi forbereder os til noget, der ikke er sket endnu. Eller vi tænker på noget, som er sket, og som vi af en eller anden grund, ikke synes vi gjorde godt nok, forklarer Annlil Frolov og fortsætter:
“Mennesker der er meget låst i tankemylder, de er alt for meget låst i fortid, og alt for meget fremtid, og alt for lidt i nuet.”
2. “Gavner det mig, at tænke på….?”
Hvis du er typen der ender med at ligge og tænke, når du faktisk burde sove, kan “lige nu” strategien måske virke mærkelig, fordi du burde sove. Men her kan en anden tanke-strategi fungere rigtig godt, i følge Annlil Frolov:
“Man siger til sig selv “gavner det mig at tænke på… lige nu”, også må man jo sige, “nej det gør det ikke, lige nu skal jeg faktisk sove, hvad ville gavne mig at tænke på?”
Her gælder det altså om, at gøre sig selv opmærksom på ens tankemønster, og hvorfor det ikke giver mening at tænke på mormors fødselsdag i næste måned, hvorfor din lønseddel ser mærkelig ud, eller hvad det var chefen mente med det han sagde, tidligere i dag. I stedet skal du udfordre dine tanker, for du kan ikke bare stoppe med at tænke, forklarer Annlil Frolov, du bliver nødt til at erstatte tanken med noget andet, fx:
“Det ville gavne mig at tænke på…”, “vores sidste ferie”, eller “det plejer jo at gå godt”, eller “hvor glad jeg er for mine børn”
Det er vigtigt, at det du går ind og erstatter med, er noget positivt, som kan få dig til at slappe af, og i sidste ende, falde i søvn.
3. Åben dine samtale-analyser op
Er du typen der kan vende og dreje hver eneste sætning der er blevet sagt i en samtale? Så er denne strategi for dig. For ofte, når man går tilbage og tænker samtalen igennem, laver man samtidig en tolkning af, hvad der faktisk blev sagt.
“Man giver den anden en holdning eller mening, som måske slet ikke er sand. Der er det en god træning at spørge sig selv “er det sandt? Kunne det betyde noget andet?” beskriver Annlil Frolov.
Ved at gå ind, og fører dine tanker hen i en anden retning, og lukke op for andre muligheder, skaber du en åbning for, at det faktisk kunne betyde noget andet. Du bliver altså på tankeplan, men skaber ro ved, at det der er blevet sagt, faktisk også kan betyde noget andet, som ikke er lige så negativt, som du måske i først omgang gjorde det til.
4. Skab handling
“Generelt kan man sige, der hvor man stopper tankerne, skal man meget gerne have noget handling på. Hvis der er mange tanker, så kan man stoppe op og sige, okay, hvad kan jeg gøre noget ved lige nu?” forklarer Annlil Frolov.
Det er vigtigt, at du så også gør det, du kan gøre noget ved. Fx pakker den taske, du hele tiden går og husker på, eller skriver den huskeseddel. Og hvis der ud af de fem tanker der kværner rundt i hjernen, kun er to ting du kan gøre noget ved, nu og her, så må du slippe de andre tanker lige nu. Gør tankerne handlingsorienteret.
5. Skriv dine tanker ned
Hvis du har prøvet alle de ovenstående strategier, og stadig synes der er mange tanker, så skal de skrives ned, præcist som de er. Efter en uge kan du derefter gå ind, og se på, hvad det er for nogle tanker.
“Hvis man har sådan en uges tanker, og gennemgår dem, så kan man typisk se om der er et tema. Så kan man se, er det usikkerhed, tvivl, tab af kontrol eller hvad er det egentlig der gemmer sig bag de her tanker?” forklarer Annlil Frolov.
Her handler det altså ikke om at lave huskelister, for at få tankerne ud af hovedet, men at finde ud af, hvad er det egentlig der gemmer sig bag tankerne, i en mere overordnet forstand.