Black Month 2024 er skudt i gang! Se tilbuddene her

Søg kursus

Gør den gode fortælling til jeres marketingstrategi

I kan med fordel kan bruge storytellingens greb i fortællingen om jeres brand for at få endnu mere opmærksomhed.

 Gør den gode fortælling til jeres marketingstrategi - brug storytelling i markedsføringen

Vi husker de historier, der har vækket én eller anden følelse i os. Sådan er vi mennesker programmeret rent neurologisk.

Det betyder, at I med fordel kan bruge storytellingens greb i fortællingen om jeres brand for at få endnu mere opmærksomhed.


For at overbevise jer, har vi talt med Maria Prohazka der - som grundlægger af Levende Streg - er ekspert i visuel storytelling og mener, at den allerbedste marketing tager afsæt i den gode fortælling. Læs hvorfor herunder.

Vi glemmer bulletpoints, men husker de nære fortællinger

Forestil jer følgende scenarie: I skal fortælle jeres potentielle kunder om jeres why. Altså, hvorfor har I startet jeres virksomhed, og hvad jeres mission er?

Det er formentlig ét af de vigtigste stykker kommunikation, I skal producere, da det præcis er her, I redegør for jeres virksomheds DNA. Samtidig er det også den information, der kan gøre interesserede, digitale forbipasserende til loyale kunder. Forudsat I formår at kommunikere til dem i et sprog, de forstår.

I er derfor nødt til at gøre jer nogle tanker om den måde, I vælger at formidle jeres budskab på.

En mission kan nemlig hurtigt sættes op i bulletpoints - et format vi ved skaber overskuelighed for modtageren, da det taler til den logiske del af vores hjerne.

Men sådan en opsætning aktiverer ikke læserens følelser, og de kan have svært ved at huske budskabet.

Maria Prohazka anbefaler, at I gør storytelling til en fast del af jeres marketingstrategi. Som mennesker er vi nemlig programmeret til at huske historier, forklarer hun og uddyber:

"Når I fortæller en historie, vil modtageren lytte helt anderledes end, hvis du siger det samme i bulletpoints. Det skyldes vores neurologiske respons på en god historie. Hjernen frigiver blandt andet oxytocin (også kaldet krammehormonet), der giver os en følelse af empati.

Hvis historien ender godt, frigiver hjernen også dopamin (følelsen af glæde). Og begge disse stoffer er direkte koblet til vores følelsescenter, som igen er koblet til vores hukommelse."

Den gode og nære fortælling er altså nemmere at huske, og dermed også nemmere at genfortælle. Det betyder, at der er langt større sandsynlighed for, at jeres budskab bliver delt.

Hormonet oxytocin øger samtidig følelsen af samhørrighed og kobles sammen med købetrang og lysten til at gå i fælles front med andre. Den gode fortælling kan altså give modtageren større incitament til både at handle, men også dele opdagelsen af jer med sin omgangskreds.

Make them feel good

At fortælle jeres tilblivelse som historie er forholdsvis lige til, men I kan sagtens også anvende fortællingens mange greb i andre marketingssammenhænge.

Det kræver dog, at I kender jeres målgruppe. Når I kender dem, kan I producere historier, som de kan relatere til og vil trigge dem til at agere i jeres favør.

En hel klar segmentering og analyse af interesser, standpunkter og identitetsforståelse er altså afgørende for, om jeres historier bliver en succes hos modtageren, pointerer Maria Prohazka:

"Den gode fortælling taler ind i kundens egenfortælling. Hvis man som virksomhed formår at ramme én eller flere identitetsmarkører, så tager modtageren jeres krog. Men modtageren lukker af, hvis I går galt i byen.

Samtidig må I være opmærksomme på at fortælle gode og positive historier, som skaber engagement og handletrang."

Når I laver storytelling, så handler det altså om at fokusere på Feel Good-historierne. Skab fortællinger, der emmer af inspiration og aspiration - det er det greb, der virker i en tid, hvor vi som mennesker ikke rigtig orker at høre mere om kriser og ulykkeligheder.

Den visuelle storytelling rammer lige i solar plexus

Som nævnt ovenfor er Maria Prohazka ekspert i visuel storytelling og advokerer for, at I vælger at kommunikere i billeder i langt højere grad. Det rigtige billede eller den gode grafik er nemlig med til at plante jeres budskab endnu stærkere hos modtageren, fortsætter hun:

"Den visuelle information er dét, vi forstår allerbedst. Vores hjerne opfanger det visuelle lynhurtigt, og giver os mange flere lag i fortællingen. Når I kommunikerer visuelt, taler I derfor direkte til jeres modtageres følecenter i hjernen, og øger altså engagementet betragteligt."

Samtidig mener hun, at virksomheder i langt højere grad er nødt til at inkorporere det visuelle i deres storytelling for at være med i det store branding-kapløb. Det visulle sprog rammer modtageren lige i solar plexus, ligesom den teknologiske udvikling også vil medføre, at vi snart foretager søgninger på nettet via billeder.

Alt i alt betyder det, at I sagtens kan gøre storytelling til en fast del af jeres marketingstrategi. Gør I det, giver I nemlig jeres publikum de bedste forudsætninger for at huske og sprede jeres budskab.

Læs mere om visuel storytelling ved Maria og Levende Streg her.


Annoncer