Der findes mange muligheder for at arbejde med kost og ernæring. Du kan for eksempel tage en uddannelse til kostvejleder, men dette er ikke den eneste vej: Du kan for eksempel også blive ernæringsassistent, ernæringsteknolog eller ernæringsterapeut. Mulighederne er derfor - som nævnt - mange, og der findes et hav af uddannelser og kurser inden for kost og ernæring, der klæder dig godt på med viden og giver dig de nødvendige kompetencer.
Vi har blandt andet taget en snak med Mia Damhus, der er medstifter af Center for Ernæring og Terapi og Institut for Integreret Behandling. Her vil Mia fortælle om deres ernæringsterapeut uddannelse, og give et indblik i, hvad du som studerende kan forvente af uddannelsen til ernæringsterapeut hos Center for Ernæring og Terapi. Mia Damhus fortæller blandt andet, at man som studerende på uddannelsen bliver godt klædt på til at arbejde med ernæring og kostråd, særligt når det kommer til kronisk syge. Det handler nemlig om at bruge kosten langt mere aktivt, som en behandlingsmåde, forklarer Mia Damhus.
Mia Damhus peger på, at der er mekanismer i vores mikrobiologi og biokemi, som vi kan påvirke ved at ændre spisevaner, motionsvaner, søvnvaner og stressniveauet i vores krop. Alt sammen noget, der bliver inddraget i ernæringsterapien.
Hvad lærer man under uddannelsen til ernæringsterapeut?
På uddannelsen i ernæringsterapi hos Center for Ernæring og Terapi er der to overordnede fagområder: Ernæringsteori og menneskekundskab. Menneskekundskab skal gøre de studerende klar til at være terapeuter, og det at sidde med mennesker i livskriser, smerter og sygdom - det er altså fag der har fokus på psykologi, psykoterapi og gruppeforløb. Ernæringsteorien er modsat, alt hvad der har med det ernæringsfaglige at gøre; lige fra hel basisviden om proteiner, fedt og kulhydrater, til læren om vitaminer og forståelsen for fordøjelsen, inflammation og afgiftningsprocesser, forklarer Mia Damhus og fortsætter:
“Vi arbejder med områder, der ikke ligger i den klassiske ernæringsuddannelse. Sådan noget som: Hvad betyder tarmflora, fødevarereaktion, afgiftningsproblemer og lignende som ikke falder inden for den klassiske måde at tænke ernæring.”
Udover den faglige viden, man som studerende får med sig, går de på uddannelsen også meget op i den kliniske træning. Det betyder, dels at der er prøveklienter, og at de studerende bruger hinanden som klienter, også er der også et helt kursusmodul hvor der kommer “rigtige klienter” ind, som de studerende kan få feedback på.
Hvordan arbejder man som ernæringsterapeut?
En uddannelse som ernæringsterapeut, kostvejleder, ernæringsassistent eller lignende er for mange forskellige fagfolk. Det kan for eksempel både være dig, der ønsker at bruge det i fremtiden - for eksempel som ansat eller selvstændig med egen klinik, holde foredrag, skrive relevante artikler og lignende inden for feltet. Men en uddannelse som ernæringsterapeut kan ligeså vel være for dig, der har en interesse inden for feltet, men ikke ønsker at bruge det som en del af din beskæftigelse. Det kan være for at udvikle dig selv og din viden og måske bruge disse nye kompetencer i privat regi. Mulighederne er mange, og det er heller ikke uvant for de forskellige udbydere af kurser og uddannelser inden for området, at se folk i erhverv som eksempelvis en række forskellige sundhedsfag, osteopater, massører, zoneterapeuter, jordemødre og lignende.
Vælger man en fremtid som selvstændig, vil konsultationer langt hen ad vejen være en stor del af ens dagligdag, hvilket blandt andet er noget af det, man bliver særligt godt klædt på til hos Center for Ernæring og Terapi. En konsultation vil nemlig i første omgang handle om at få en masse viden om klienten: hvad de spiser, deres helbredshistorie og andre screeninger, som skal give ernæringsterapeuten en ide om, hvad der kan ændres og hvordan. Dette kræver naturligvis en masse viden, så man har et godt, fagligt og sagligt grundlag for at rådgive den enkelte klient.
“Vi kigger efter pejlemærker, lytter på nuværende symptomer og vi ser jo også på folk, deres hud og andre fysiske pejlemærker, som kan indikere at noget mangler. Så vi bruger en hel del tid på at lytte til hvad personen selv ved. Vi bruger klienterne som en ressource, og sidder ikke med en skuffekur, men er mere interesseret i at lave det individualiseret vejledning til netop den klient. Så diagnoserne kan være det samme - For eksempel kan man godt have fem klienter, der alle har diagnosen sklerose. Men det er slet ikke sikkert, at det er det samme vi ændrer i deres kost," lyder det afsluttende fra Mia Damhus.
Fremtidsmuligheder som ernæringsterapeut
Uanset om du har en uddannelse som ernæringsterapeut eller en anden uddannelse inden for kost og ernæring, har du ganske fornuftige fremtidsmuligheder, hvilket du måske allerede nu kan fornemme ud fra de tidligere afsnit i denne artikel. Din kommende arbejdstitel kan dog afhænge af din uddannelsesmæssige baggrund, og om der er tale om en beskyttet titel eller ej, samt om man har en autorisation. Fælles for mange af betegnelserne er dog at man arbejder med kost og ernæring, enten gennem rådgivning eller ved rent faktisk at lave og tilberede maden ud fra ens faglige viden.
Du kan med andre ord på enten den ene eller den anden måde gøre en forskel i hverdagen for andre med din viden om kost, ernæring og sundhed. I fremtiden kan du for eksempel arbejde på plejehjem, skoler, hospitaler og institutioner eller starte dit eget firma. Som nævnt tidligere kan du også vælge at blive selvstændig, hvor du har fokus på konsultationer.
Dine døre står derfor åbne, og du har gode muligheder for at få indflydelse på dine karrieremuligheder og forme din fremtid.