Black Month 2024 er skudt i gang! Se tilbuddene her

Søg kursus

De 6 bedste icebreakers og energizers

Savner du inspiration til, hvordan du skal ryste møde- eller kursusdeltagere sammen? Dyk ned i vores samling af de bedste energizers og icebreakers her.

Energizer øvelser - Energizers, der giver nyt liv i mødelokalet

Det er ikke koffeinholdige drikke der er tale om, men derimod små øvelser og lege man kan finde på, når man skal ryste en gruppe mennesker sammen, der ikke kender hinanden.

Det kan også være, at I bare trænger til, at der skal ske noget nyt på de sædvanlige strategi- og udviklingsmøder.

Det er ikke kun fis og ballade, for når vi får lidt mere at vide om hinanden, griner af os selv sammen med andre, så bliver stemningen mere positiv og åben.

Hvilket er en fordel, når man skal bruge måske flere dage sammen, og lære noget nyt. Vi har samlet nogle af de klassiske øvelser her - og der findes en masse andre. 


Savner du inspiration til hvordan du skal ryste møde- eller kursusdeltagere sammen? Eller er jeres arbejdspalds mestre i at holde marathonmøder, med sovende ben og dårligt indeklima som resultat?

Så dyk ned i vores lille samling af de bedste energizers og icebreakers, og spark lidt liv ind i mødelokalet, få smilet frem, og lær noget nyt om dine kollegaer.

Når folk skal rystes sammen og lære lidt om hinanden

2 sandheder og 1 løgn

Formålet er at få folk til at tale sammen, også selvom de aldrig har mødt hinanden før, og måske er lidt tilbageholdende. Det kræver kun hver deltager har en blyant og noget at skrive på. Det fungerer bedst i små hold.

Første del af øvelsen går ud på at hver deltager skriver 3 små historier om sig selv - to der er sande, og en der er løgn. Tidsforbrug: cirka 5 min - måske er der nogen der skal have lidt mere tid.

Anden del af øvelsen går så ud på, at hver deltager skal fremlægge sine 3 historier for gruppen, som så skal gætte hvad der er løgnen, og hvad der er sandt.

Vis mig dine nøgler...

Formålet er at få deltagerne til at fortælle om sig selv, og at folk lærer lidt om hinanden.

Det kræver dog, at folk har deres nøgler med.

Det fungerer sådan at deltagerne sætter sig sammen to og to. På skift tager man så sit nøglebundt frem, og fortæller om hver enkelt nøgle. Det skal selvfølgelig være en lidt mere detaljeret beskrivelse end blot "nøgle til hoveddør".

Man kan fortælle hvor og hvordan man bor, hvem man bor sammen med osv. Det siger faktisk mere om ens liv, end man lige regner med. 

Det tager ikke mere end 10 minutter.

Når der er brug for energi og kreativitet

Associationscirklen

Formålet er at få folk til at blive friske, sætte gang i tankerne og ideerne, og have det skægt.

Det egner sig bedst til grupper på 4- 7 personer, hvis man er flere, kan man lave flere cirkler.

Deltagerne skal stå i en cirkel, og en deltager skal stå i midten. Han eller hun i midten kigger så på en af dem i cirklen. Den person i cirklen som midter-personen kigger på, skal sige et tilfældigt ord.

Ordet kan for eksempel være “Brød” - og så svarer personen i midten måske “ost” eller “hjemmebagt” - eller hvad de nu associerer med ordet brød. Så kigger midter-personen på den næste deltager i cirklen, som så siger et nyt ord, måske “bil” - og så siger personen i midten det ord, der falder ham eller hende ind.

Alt efter hvor mange der er i cirklen, kan personen i midten måske nå hele vejen rundt - ellers er 1 minut en meget god tidsramme, hvorefter den næste person så træder ind i midten.

Shakin Stevens.

Formålet er at folk kommer op af stolen og får rystet kroppen, hvilket kan være tiltrængt efter flere stillesiddene timer. 

Man starter med at stå i en rundkreds, men man kan også stå bag sin stol, hvis der er god plads til at bevæge sig.

Er det dig der leder mødet eller kurset, så starter du med at ryste højre hånd fire gange, mens du tæller højt. Deltagerne gør så det samme. Så ryster du venstre hånd fire gange - deltagerne følger efter. Så ryster du højre fod fire gange - deltagerne ryster højre fod fire gange. Derefter venstre fod, også fire gange. Til sidst ryster du hele kroppen.

Når I har været igennem første runde, hvor det hele lige bliver gennemgået, så gør I det sammen, på samme tid. Altså fire ryst med højre hånd, fire med venstre osv. Så gentager i det samme, bare med 3 ryst, herefter 2 ryst og 1 ryst. Øg gerne tempoet op undervejs, så der kommer gang i blodtilstrømningen.

Til sidst står i alle sammen og ryster jeres krop, så der kommer sikkert også grin og godt humør ud af det. Man kan også vælge andre kropsdele at ryste, skuldre eller knæ for eksempel. Alt efter gruppens humør og fysiske form, kan man jo skrue op for vanskeligheden. 

Når folk skal samarbejde

Jeg fortæller og du tegner:

Formålet er at øve sig i at lytte og kommunikere.

Man starter med at alle tegner en tegning, det skal bare være af noget simpelt.

Herefter stiller man så to og to med ryggen til hinanden. Nu skal man så tegne hinandens tegning. Den ene starter med et fortælle meget grundigt og med alle detaljer hvordan deres tegning ser ud. (f.eks. midt på papiret er der et hus med 2 vinduer etc.) Den anden tegner så det han eller hun hører. Bagefter bytter man.

En af de svære.. 21

Dette er i høj grad en koncentrationsøvelse, som kan være med til at skærpe fokus og opmærksomhed i gruppen. Den kan godt være lidt svær at lykkedes med i første, eller anden omgang - men det er en del af pointen.

Man starter med at stå i en rundkreds, og det handler grundlæggende om at I sammen skal tælle til 21 - på skift. Mødelederen starter med at sige 1, og så skal en ad af de andre sige 2, en anden sige 3, en anden igen sige 4, osv.

Der er ikke nogen fast rækkefølge. Kun 1 må tælle af gangen, så hvis nogen siger et tal i munden på hinanden, starter man forfra med at tælle fra 1 til 21. I bliver ved, indtil det er lykkedes at nå til 21. 


Annoncer