Der er meget latent stress rundt omkring i vores virksomheder. Medarbejdere, der skal løse for mange opgaver i kombination med for lidt tid og for få ressourcer, har gjort stress til en folkesygdom, der hvert år koster både virksomhederne og samfundet millioner.
Som leder er det dit ansvar at give dine medarbejdere de rette betingelser for at kunne præstere optimalt. Sådan siger erhvervspsykolog og direktør i Matzau Erhvervspsykologer, Majken Matzau. Som én af Danmarks førende stresseksperter giver hun dig her en række gode råd til, hvordan du dels spotter stress i din medarbejderstab, og dels leder dem, der allerede er blevet for pressede.
Zoom ind på dine medarbejderes energi og spot stress i opløbet
Stress opstår, fordi dine medarbejderes ressourcer og kompetencer ikke stemmer overens med deres muligheder for faktisk at kunne løse de opgaver, du beder dem om. Stress er enormt svært at spotte. Det skyldes både, at stress er noget, der udvikler sig over tid, mens den stressramte også - i vid udstrækning - vil forsøge at holde facaden og signalere til dig og omverdenen, at vedkommende har styr på sit arbejde.
Ifølge Majken er den bedste måde at blive opmærksom på stress i afdelingen ved at zoome ind på dine medarbejderes adfærd. Folk med stress har ofte en meget hektisk én af slagsen. De er i en form for alarmberedsskab, som afstedkommer en lang række symptomer, som du som leder kan holde øje med, fortæller hun og fortsætter:
Hvis du oplever, at der er én af dem, der pludselig begynder at glemme møder, sender mails på usædvanlige tidspunkter, virker usammenhængende og er mindre lyttende, laver fejl og dropper frokosten i fællesskab med jer andre, ja, så har du en lang række indikationer på, at vedkommende godt kan være i gang med at udvikle stress.
Du skal styre showet, når stressen rammer
Som leder er det vigtigt italesætte stressen, når du spotter alarmerende adfærdsændringer hos en medarbejder. Og her er det godt at vide, at stress og selverkendelse ikke følges ad. Det kan derfor være vanskeligt at trænge igennem til et menneske, der er stressramt.
Hvis du spørger din medarbejder, om han føler sig stresset, kan du forvente at blive mødt med svar som “Nej, nej, nej - alt er fint” eller “Jeg skal bare lige hen på den anden side af denne her opgave, så er alt godt igen.” Her er det vigtigt, at du stoler på dine mavefornemmelse, for hvis du har på fornemmelsen, at den er gal med vedkommende, så har du sikkert ret i 90 % af tilfældene. Så undlad at tage forsvarsmekanismerne og standardsvarerne for gode varer. Det er netop her, at det er nødvendigt at træde i karakter som leder og blive meget direkte i sin kommunikation og ledelsesstil, pointerer Majken og fortsætter:
Drop alt om coaching og ’hvad synes du selv’-ledelse. Hvis medarbejderen virker meget stresset, så undlad at spørge medarbejderen, hvad vedkommende selv tænker, at der skal til i situationen. Når din medarbejder er stresset, må du hellere eksekvere top-down styring. Tag nogle ansvarsområder fra vedkommende og fjern ansvaret - også selv medarbejderen stritter imod.
Med din ledelsesstilling kommer der altså utvivlsomt et ansvar for dine medarbejderes ve og vel. Når stressen rammer er det din opgave at få dem helskindet igennem den process det er at vende underskud til overskud. Og det er lettere sagt end gjort.
Optimalt er det dog, hvis du fra begyndelsen - i samarbejde med dit team - kan få skabt en arbejdsgang og organisationskultur, hvor den skadelige stress ikke hører hjemme. Læs med nedenfor og få Majkens råd til, hvordan du bedst gør det.
Sådan forebygger I stress i jeres virksomhed
Majken pointerer, at det er ledelsens opgave at sørge for, at medarbejderne har de rette betingelser og ressourcer til at kunne løse en opgave eller et projekt:
Altså, når du beder dine medarbejdere om at bage en æblekage til 20 personer, så skal du stille en ovn, noget mel, nogle æbler og flødeskum til rådighed. Det er samtidig vigtigt, at du sørger for, at der er nok ingredienser til 20, fordi det er når, der kun er ingredienser nok til 5, og du stadig beder dem om at strække den til 20, at de går ned med stress.
Samtidig er det givtigt at få skabt en kultur omkring, hvordan I bedst arbejder hos jer, mens I også italesætter problematikkerne omkring travlehed og stress, fortsætter hun:
Ved at skabe en viden, en forståelse og et sprog omkring, hvad stress er, kan I forebygge at flere i jeres organisation bliver ramt.
Stress er en uhåndgribelig størrelse, der kan plage medarbejderne, uden hverken du eller de selv er opmærksomme på det. Fordi stress netop udvikler sig over tid og kan foregå i det skjulte, kan det være en rigtig god investering at tage en uddannelse inden for stress management som leder. Med én sådan får du nemlig brugbar viden og en række værktøjer til at spotte, hvem af dine medarbejdere, der er på vej ud over stressrampen. Den rigtige viden sikrer, at medarbejdere forbliver sunde og glade, og sparer tilmed virksomheden for omkostninger i forbindelse med sygemeldinger og bekymringer i forhold til tabt arbejdskraft.