I 2014 lavede LinkedIn en global undersøgelse blandt 18.000 fuldtidsansatte fra 26 lande. Målet var at blive klogere på holdninger til jobsøgning, arbejdsglæde og karriereambitioner blandt erhvervsaktive.
Med undersøgelsen gav LinkedIn virksomheder verden over et indblik i medarbejdernes tanker på området, så de lettere kunne udvikle strategier til både at fastholde talenter og tiltrække nye til virksomheden.
Ud fra undersøgelsen kan vi nu præcisere de 5 vigtigste grunde til, at erhvervsaktive i Danmark vælger at skifte job:
De ansatte, der aktivt søger job hævder, at årsagen til et jobskifte primært er:
- Et mere udfordrende job: 32%
- Et job, der stemmer mere overens med kompetencer: 27%
- Muligheder for forfremmelse: 27%
- Flere muligheder for læring/kompetenceudvikling: 26%
- Utilfredshed med chef/ledelse: 22%
De ansatte, der ikke aktivt søger job hævder, at årsagen til et jobskifte primært ville være:
- Flere muligheder for læring/kompetenceudvikling: 32%
- Balance mellem arbejdsliv og privatliv: 30%
- Et mere udfordrende job: 27%
- Løn og frynsegoder: 27%
- Et job, der stemmer mere overens med kompetencer: 21%
Hvorfor er folk utilfredse?
Som det kan ses af ovenstående besvarelser varierer årsager til jobskifte afhængigt af, om man som erhvervsaktiv er tilfreds eller utilfreds med sin nuværende jobsituation. Dette er naturligt nok; Er man utilfreds og ønsker at skifte job, er det typisk fordi man er på udkig efter noget mere udfordrende og interessant, der passer ens færdigheder bedre - hvilket afspejles i undersøgelsens resultater. Utilfredshed med chef eller ledelse er desuden en væsentlig årsag til at ville søge et andet job.
Medarbejdere har brug for kompetenceudvikling
Kigger vi på begge svargrupper, står det klart, at uanset om man aktivt eller passivt leder efter nyt job, vejer muligheden for kompetenceudvikling tungt, når danskere søger at udvikle deres karriere. Danskere, der ikke aktivt er på udkig efter et job i dag, ser læring og kompetenceudivkling som den største grund til et jobskifte.
Det er derfor bemærkelsesværdigt, at HR-ansvarlige og ledere i dag har svært ved at presse kompetenceudvikling ind i medarbejdernes hverdag. Undersøgelsen konkluderer netop tydeligt, at det er af stor betydning for de ansatte, at der er plads og tid til udvikling gennem efteruddannelse.