Fjernundervisning, e-learning, e-læring, online kurser, digital læring... kært barn har mange navne. Uanset hvilket udtryk du foretrækker, og hvad din holdning er til at tage en uddannelse bag en computerskærm, så er det et faktum, at den i stigende grad vinder indpas verden over.
Flere og flere gange falder valget på e-learning frem for traditionel klasseundervisning, når den kommende efter- eller videreuddannelse skal planlægges. Men hvad med dig? Har du stadig svært ved at gennemskue fordelene ved fjernundervisning frem for klasseundervisning?
Så se vores 8 bud på, hvorfor du skal vælge et online kursus næste gang du skal efteruddanne dig.
1 ➜ Hvor sidder du lige nu? Og hvor er du mest motiveret, når du skal tilegne dig ny viden? Med online kurser kan du deltage lige meget hvor i verden, du befinder dig og uanset, om det er i sofaen, på biblioteket, på kontoret, i hængekøjen - alt du skal bruge er en internetforbindelse!
2 ➜ Hvornår passer det dig bedst at lære nyt og få ny viden og kompetencer? Passer aften eller weekend bedst ind i din travle hverdag? Du kan deltage i et online kursus lige når det passer dig og ikke mindst uanset, hvilken tid på døgnet det er.
3 ➜ Du sparer penge med e-learning! Online kompetenceudvikling er typiske billigere end undervisning, hvor du skal møde op i et klasselokale. Udbyderen har netop færre omkostninger til ting som lokaler og undervisere, når de udvikler e-learning forløb.
4 ➜ Du sparer transporttid og -omkostninger med e-learning! Når du vælger et online kursusforløb vælger du helt selv, hvor det skal finde sted. Så hvis det passer dig, kan du roligt lade bilen stå eller droppe togturen for denne gang og blive hjemme eller i nærområdet.
5 ➜ Bare rolig, du skal ikke kun sidde og se videoklip. E-learning i dag kombinerer typisk video med interaktive tiltag som f.eks. en online chat, webbaseret undervisning, blogs eller individuel sparring med underviseren via Skype, telefon eller andet.
6 ➜ Er du lærenem? Eller skal du lige have den et par gange, før ny viden og nye kompetencer sidder fast? Fjernundervisning gør det muligt for dig at lære i netop det tempo, der passer dig, så er du i tvivl, kan du altid gå tilbage og tage lektionen endnu en gang.
7 ➜ Ligger det kursus, du står og mangler lige en uge for sent? Med e-learning er der typisk løbende optag, så du kan melde dig til, når det passer ind i dine planer. Mange steder vil du endda kunne tilrettelægge en personlig plan til dig, så undervisningen passer til dine behov og ønsker.
8 ➜ E-learning giver dig oftest en samlet platform, hvor du har adgang til kursusmateriale, undervisningsplan og måske endda et forum, hvor du kan få svar på dine spørgsmål døgnet rundt. Mange steder har du sågar adgang til forummet efter endt kursus, så du kan fortsætte med at dele viden og netværke, når du er tilbage på kontoret.
Har ovenstående givet dig blod på tanden efter at prøve e-learning af i praksis? Du kan her se en liste over kurser og uddannelser, du kan tage online. Men husk: E-learning kræver selvdisciplin.
Du skal kunne arbejde selvstændigt, og du skal tage ansvar for din egen tid og ikke mindst det udbytte, et online kursus kan give dig med i bagagen.
Held og lykke med dit næste kursus!