Ros kan varme hjertet, men det er gennem feedback, at vi virkelig kan hjælpe elever med at udvikle sig og forbedre deres præstationer.
At finde balancen mellem ros og konstruktiv feedback er en afgørende faktor for succes i undervisningen.
Pia Reistrup, underviser ved Kursustrappen, kigger her nærmere på, hvordan du som underviser kan bruge feedback strategisk til at fremme læring, undgå typiske faldgruber og skabe en læringskultur, hvor eleverne ikke blot bliver anerkendt, men også inspireret til at tage det næste skridt.
”Det føles som et pres, når en lærer siger, at jeg er da sådan et godt menneske som kan alt muligt!”
Det var der på et tidspunkt en kursist, der sagde til mig. Hun var i fyrrerne, ledig og godt træt af velmenende undervisere og sagsbehandlere.
Derudover havde hun, ligesom en del af andre deltagere på kurset, negative erfaringer med skole og uddannelse og havde generelt mistet troen på, at det var muligt at lære noget nyt.
At få en tilbagemelding om, at man er et godt menneske, som kan alt muligt er positivt og anerkendende. Det siger meget om feedback-giverens gode hensigter. Og knap så meget om modtagerens specifikke præstation og mulighed for at udvikle sig.
Er ros altid positivt?
Alle kan lide ros. Men, hvis den skal gøre os bedre og dygtigere, skal den gives på en særlig måde. Ellers kan effekten i værste fald blive det modsatte.
Det er konklusionen på et forsøg, som forskeren Carol Dweck foretog. Hun inddelte et antal skolebørn i 2 grupper og præsenterede dem for de samme opgaver.
Hvor gruppe 1 blev rost for deres intelligens og evne til at løse opgaven, blev gruppe 2 opmuntret og påskønnet for den indsats de lagde for dagen.
Resultatet blev, at den første gruppe begyndte at underpræstere af angst for at skuffe lærerens positive forventninger. Den anden gruppe gjorde sig derimod ekstra umage. De tolkede nemlig tilbagemeldingen på den måde, at en god indsats er vejen til en forbedret præstation.
Feedback som metode
Så, hvordan giver vi feedback, der skaber læring og får modtageren til at vokse?
Det gør vi blandt andet ved at være enige om rammerne: Den gode feedback sker efter aftale og i en tryg atmosfære, hvor hensigten om at skabe læring og udvikling er tydelig for både giver og modtager. Og hvor vi er enige om, at feedback ikke kan repræsentere en objektiv sandhed; den vil altid være udtryk for en subjektiv opfattelse.
Det grundlæggende menneskesyn spiller også ind. Fremfor at lægge vægt på intelligens og medfødte evner, bliver den konstruktive feedback givet ud fra antagelsen om at hvis du lægger kræfter i opgaven, bliver du bedre.
Trods gode hensigter er der faldgruber som underviseren kan være opmærksom på. Nogle typiske kan være:
1. At man bliver fejlfinder.
2. At man giver feedback på et niveau, som modtageren ikke er klar til og som kan tage modet fra vedkommende.
3. At man bliver upræcis og vævende i sit ordvalg af skræk for at såre modtageren.
Hvad skal dit næste skridt være?
Carol Dweck har ligefrem lavet en liste med eksempler på do´s and don’t´s i forhold til at opmuntre elever. Listen peger på ulemperne ved de velmenende bemærkninger, som er typiske for undervisere.
Er det f. eks hensigstmæssigt at sige: A. ”Ikke alle er gode til matematik, du har gjort dit bedste”.
Eller skal man snarere sige: B. ”Når du lærer noget nyt, vokser din forståelse”.
Det er selvfølgelig B som er svaret. Man kan teste ved at spørge: Hvilken af de to tilbagemeldinger opmuntrer til handlinger og holdninger der kan forbedre præstationen og bringe personen videre fra sit nuværende ståsted? Og hvilken er udtryk for en mere trøstende og forstående tilgang, der måske varmer, men ikke hjælper personen til at tage det næste skridt?
Er du blevet interesseret i at lære mere om feedback som metode til at forholde sig anerkendende og reflekterende?
