Black Month 2024 er skudt i gang! Se tilbuddene her

Søg kursus

7 tips til, hvordan du lærer et nyt sprog

Går du med tanker om at lære et nyt sprog? Så læs med her og bliv klogere på, hvordan du kan gøre dit sprogstudie sjovere og nemmere med 7 enkle tips.

Lær sprog - 7 tips til hvordan du lærer et nyt sprog

Nouvelle langue? New language? Xīn de yǔyán? Drømmer du også om at lære et nyt sprog? Vi giver dig her 7 tips til, hvordan du kan lære et nyt sprog - hurtigt, nemt og ikke mindst sjovt!


Vil du give dig i kast med et nyt sprog helt fra bunden, kan det virke en smule skræmmende. Måske har du ikke knoklet med sprogstudierne siden din tid på skolebænken, og selv dengang var det ikke altid lige sjovt. Men vidste du, at det at lære et helt nyt sprog kan være en spændende og givende oplevelse?

Ved at vælge det rette sprogkursus kan du lære det sprog, du altid har drømt om - på din egen måde og i dit eget tempo. Og sammen med vores 7 tips til at gøre det sjovere og nemmere at lære et sprog, er du godt på vej!

1. Start i det små - studer blot 10-15 minutter om dagen

En af de største udfordringer ved at lære et nyt sprog er at komme ind i en god vane med at lære og praktisere sproget så ofte, at det rent faktisk sidder fast. Måske har du tårnhøje ambitioner i begyndelsen og ønsker at mestre sproget så hurtigt som muligt. Men så rammer virkeligheden, og det at terpe flere timer om dagen kan bare ikke lade sig gøre. Du misser en dag eller to, der så bliver til uger - og så ryger motivationen, og du glemmer det, du allerede har lært. Vi anbefaler, at du starter med 10-15 minutter om dagen for at gøre dit mål mere realistisk og opnåeligt. Det giver dig motivation i stedet for, at du løber panden mod en mur og i sidste ende måske giver op.

2. Gør det nye sprog til en del af din dagligdag - såsom at lave lister

Ved at integrere de nye ord du lærer i dit daglige ordforråd, bliver det langt nemmere at huske dem. Små ting som at skrive lister til dig selv - din indkøbsliste, dine aftaler, dine post-it noter eller påmindelser på din telefon hjælper dig til gøre det nye sprog til en del af din dagligdag. På den måde øver du de nye ord gennem konkrete og brugbare formål.

3. Læs aviser og bøger på fremmedsproget

Gør dit nye sprog endnu mere brugbart ved at læse aviser på det sprog, du vil lære. Vælg en stor avis fra det land, dit nye sprog stammer fra og knyt historierne og overskrifterne sammen med det, du læser i aviser på dit modersmål. En anden god måde at træne din nye ordforråd på er at låne børnebøger på fremmedsproget, da de ofte er bygget simpelt op sprogligt. Hvis muligt, kan du begynde med historier, du kender i forvejen. Det kan hjælpe dig med at træne det, du har lært om sætningsstruktur, grammatik og udtale på dit nye sprog.

4. Tag sproget med dig overalt

I dag findes der et utal af medier, der kan hjælpe dig til at mestre dit nye sprog. Du kan finde en lang række apps til telefoner og tablets, som er perfekte til rejser - eller bare til at udfylde 2 minutters kedsomhed. Du kan også lytte til podcasts, når du sidder i toget eller ikke kan sove. At lytte til lokale radiostationer er også en god måde at blive vant til at høre det nye sprog og ikke mindst opdage lokale bands.

5. Sørg for at bruge flere forskellige medier

Ved at variere måden, du lærer dit nye sprog på, undgår du, at dit sprogforløb føles som et benhårdt og tørt studie. Underholdning som spil, chat og historier er en god hjælp på vejen mod at mestre dit nye sprog.

6. Se tv og film på dit nye sprog

Når du har de grundlæggende sprogfærdigheder på plads er det tid til at se tv eller film, der er produceret på det sprog, du er ved at lære. Du kan selvfølgelig se det med undertekster - blot ved at høre sproget blive talt kan du lære en masse. Du kan også prøve at tilføje undertekster på det nye sprog til dine foretrukne tv-serier. Du  vil blive overrasket over, hvor meget du lærer, når du læser underteksterne!

7. Lav mad fra opskrifter på det nye sprog

Ved at læse og bruge opskrifter på det sprog, du er i gang med at lære, øger du dit ordforråd med grundlæggende ingredienser og udtryk, som du kan indarbejde i dit daglige sprog. Lav også typiske retter fra det land, hvis sprog du er ved at lære - det hjælper dig tættere på den lokale kultur og er en sjov måde at gøre sproget relevant for dig.

Vi håber, du fandt vores tips til at lære et nyt sprog nyttige! Ønsker du at finde ud af mere om, hvilke sprogkurser, der kan hjælpe dig i gang, så klik dig ind på vores oversigt over sprogkurser nedenfor.

Se oversigten over sprogkurser her


Annoncer