Inklusion i folkeskolen er meget omdiskuteret og debatteret. Debatten er desværre ikke altid konstruktiv og få taler om, hvordan udfordringen bedst muligt kan løses, og hvad der skal til for, at inklusion i folkeskolen lykkes?
Vi har derfor interviewet Lise Kramer Schmidt, som selv er folkeskolelærer og underviser i fagpersonlig relationskompetence og inklusion. Hun giver her sit bud på, hvordan vi klæder lærerne bedre på til at løse udfordringen med inklusion i folkeskolen.
Kan du fortælle lidt om, hvad inklusion er?
Inklusion handler om at skabe en skole, og i sidste ende et samfund, hvor der er plads til alle og at alle har lov til og krav på at være en del af fællesskabet. Inklusion er ikke ”tålt ophold” af særlige elever/børn, men at det enkelte barn har muligheden for en reel plads i fællesskabet.
Arbejdet med inklusion handler om at have styr på lederskabet og at vise den gode vej for børnene i kraft af det, du gør, frem for det du siger. Børn er et spejl af det, vi tilbyder dem.
Hvad mener du, det kræver for at inklusion lykkedes på skolerne?
Der er et utal af pædagogiske redskaber og metoder, eksempelvis er Klasseledelse/Classroom Management meget oppe i tiden. Mange metoder er både konkret, brugbare og gode at kunne trække på i sin praksis som underviser. Det er bare som oftest ikke, fordi læreren mangler pædagogiske redskaber eller pædagogiske analysemodeller, at arbejdet med inklusion bliver svært. Det er heller ikke fordi den enkelte lærers fagfaglige kunnen ikke slår til. Jeg oplever tværtimod lærere, der er top-tunede med faglighed og pædagogiske redskaber og alligevel føler at det ikke lykkes.
Fagpersonen i centrum frem for redskabet
Det er min erfaring, at det handler om, at fagpersonen og fagpersonens relationelle kompetencer skal vægtes i langt højere grad end ”den pædagogiske redskabskasse”. Den enkelte fagpersons fagpersonlige relationskompetencer er af en helt særlig kvalitet og bør i langt højere grad inddrages i pædagogisk arbejde og i de pædagogiske drøftelser. Det er, når den enkelte lærer oplever ikke at slå til, når han eller hun bliver ramt personligt, at inklusion bliver svært. Det betyder, at den enkelte fagperson i lang højere grad skal inddrage det fagpersonlige – som en kvalitativ og fornem kompetence i arbejdet med inklusion. Udvikling sker i relationer (både børn og voksnes) og det er helt centralt at udvikle fagpersonlig relationskompetencen hos fagpersoner. Det er netop det – der er centralt på kurset.
Hvornår lykkes inklusion?
Inklusion lykkes blandt andet de steder, hvor høj faglighed, specialpædagogisk viden og relationelle kompetencer vægtes højt. Traditionelle pædagogiske møder og teammøder starter efter en formel hvor driftsspørgsmål står øverst og pædagogik og fagpersonligt fokus står nederst… på trods af at det netop er her, de største udfordringer er i dagligdagen. Mit råd: vend op og ned på møder og start med det, der handler om personen i faget = det fagpersonlige. Brug supervision såvel internt eksternt. Flyt drøftelserne væk fra drift og planlægning til personen i faget, samarbejdet og det fagpersonlige.
Det voksne lederskab er centralt
Det voksne lederskab er centralt i inklusion. Børn er et spejl af det, vi tilbyder dem. Det vil altså sige, at det er helt nonsens at tale om ”børnekultur”, ”børnekarakter” eller børns adfærd uden også at tale om de voksne, som er sammen med børnene. Derfor er debatten om mere disciplin i Folkeskolen også mere et billede af hvordan voksnes magtesløshed forsøges undgået ved at indføre mere disciplin og straf i skolen. Hvilket i min optik er en stor skam.
Lederskab i denne sammenhæng handler om at den enkelte fagperson/voksne er i stand til at tage ansvar for kvaliteten det samspil som børnene og de voksne er en del af. Det betyder, at lederskab her skal forstås som et fagpersonligt lederskab. Et lederskab, hvor det er helt centralt at den voksne kender til og arbejder med egne fagpersonlige udfordringer og kompetencer. Så vi undgår at pege finger ad uregerlige og udisciplinerede børn men tager udgangspunkt i os selv som voksne ansvarspersoner.
Inklusion af børn med særlige behov kræver ud over specialpædagogisk viden også fagpersoner, der forstår at inddrage det fagpersonlige i sit arbejdet.
Det fagpersonlige er ikke det, der knytter sig til det fagfaglige men derimod til det, der handler om personen – i – faget. Måden den enkelte fagperson – udøver sit fag gennem sin personlighed.
Lederskab handler om at tage ansvar for sig selv, relationen og kvaliteten af samspillet. På kurset er det helt centralt at der øves i netop det. Derfor tages der også udgangspunkt i fagpersonens praksis og der arbejdes direkte med øvelser i personligt lederskab og relationskompetence. Enhver teori, ethvert pædagogisk redskab og enhver pædagogisk analysemodels svageste led er når den/de rammer praksis, for her er det netop op til den enkelte fagpersons relationelle kompetencer og praksis at anvende redskabet adækvat.
Hvad er din baggrund for arbejdet med inklusion?
Jeg er uddannet folkeskolelærer og startede med at arbejde som lærer på en almindelig folkeskole siden gennem 6 år som pædagogisk psykologisk rådgiver (PPR) på skoleområdet. Her arbejdede jeg med trivsel, mobning og rådgivning og supervision af lærere og pædagoger. Derudover er jeg uddannet Familie- og psykoterapeut samt supervisor.
Hvad er din tilgang til inklusion?
Inklusion er når den enkelte har en plads i fællesskabet trods særlige behov eller særlige egenskaber. Det er for mig vigtigt at tage udgangspunkt i den enkelte fagpersons mulighed for at kvalificere sine fagpersonlige kompetencer og – i langt højere grad end at ”ryste ærmer” med pædagogiske redskaber. Derfor er der på kurset også taget udgangspunkt i fagpersonernes praksis og kurset er i det hele taget lagt an på en høj deltageraktivitet. Man kan sige at redskabet bliver fagpersonen selv frem for et bestemt pædagogisk metodisk værktøjskasse. Hos Dansk familieterapeutisk Institut har vi fokus på arbejdet med fagpersonen og fagpersonlig udvikling og det er også udgangspunktet i kurset, der er praksisorienteret og giver konkrete handlemuligheder til de personlige og relationelle udfordringer i dagligdagen.
Forældresamarbejdet og relationen til forældrene
Forældresamarbejde er helt generelt en udfordring i jobbet som lærer/pædagog og kan være årsag til mange mavepiner hos fagpersoner. Det kan være vældig vanskeligt at tale med forældre om deres dyrebareste, når der er svære ting, der skal siges. For hvordan tale med forældre med respekt og omsorg for dem og deres barn og samtidig være tydelig og ordentlig.
I forbindelse med inklusion, så står fagpersonerne med flere familier, hvor barnet har nogle særlige udfordringer eller et handicap, og det kan være vanskeligt at være familie i. På kurset arbejdes der blandt andet med hvordan man griber netop forældresamarbejdet an på en måde der er både respektfuld, omsorgsfuld og tydelig.
Samarbejdet i faggruppen og med ledelsen
Samarbejdet i de faglige teams betyder også rigtig meget for implementering af inklusion i folkeskolen. Når de faglige teams arbejder og sparer med hinanden omkring inklusion og ikke kun om fag-faglige emner, så bliver arbejdet med inklusion også mere konstruktivt. Min erfaring er, at inklusion altid handler om det voksne lederskab. Det er et lederskab, som går på både den enkelte lærer og på skolens ledelse. Det går også på ansvarligheden hos børnenes forældre.
Hvad vil det sige at være ansvarlig og hvad vil det sige at tage ansvar?
Der er i mine øjne en meget stor forskel på at tage ansvar for at børnene lærer noget, og at tage ansvar for relationen til det enkelte barn såvel som hele klassen. Det er en kæmpe udfordring, når vi skal lære at inkludere nogle børn, som har nogle særlige udfordringer.
Udfordringer ved inklusion
Inklusion kræver ressourcer. Det kommer man simpelthen ikke udenom. Selv med dygtige fagpersoner med både specialpædagogisk viden og stor relationskompetence kommer man ikke uden om at inklusion kræver mere både flere hænder, mere supervision – og det koster. Bliver det til en spareøvelse bliver det på bekostning af både det enkelte barn, børnegrupper og ikke mindst fagpersonerne. Vi skal være meget varsomme med ikke at skabe miljøer af ”tålt ophold” – for det har intet med inklusion at gøre.
En af de typiske faldgrupper er, når børn udviser adfærd, som vi ikke forstår. Det kan skabe en høj grad af magtesløshed hos fagpersoner, når man oplever at den almindelige kontaktform til børn udfordres, fordi man kan have svært ved at forstå barnets adfærd/reaktioner.
Skal lærerne så tage al problematisk adfærd fra børnene personligt?
Ja, det er faktisk det vigtigste redskab for dig, at tage tingene personligt og bruge dig selv om værktøj. Det er det fineste værktøj du har! Lykkedes det, så kan nærmest alle redskaber virke. Det vigtigste, er nemlig at have evnen til, hele tiden at kigge indad og se, om der er noget man selv kan gøre i situationen. Her er det vigtigt, at tage sig af sig selv i faget, og samtidig tale højt om det.
Hvordan kan kursusdeltagerne bedst arbejde videre med inklusion efter kurset?
Det handler om omsorg for den enkelte i arbejdet med inklusion:
- Hvordan tager jeg mig af mig selv?
- Hvordan handler jeg som en ansvarlig voksen?
- Hvordan er jeg en ansvarlig fagprofessionel - og hvordan arbejder jeg med det her i praksis?
Tænd kontakten og sku ned for disciplinen!