”Det passede bare bedst til det, jeg ville, og det var det hele værd,” fortæller Stine Steensgaard, der tog sin HD samtidig med baby, bonusbarn og fuldtidsarbejde.
”Det gik fint,” griner Stine Steensgaard, som svar på, hvordan det gik med at læse en HD på CBS under sin første graviditet. Studiet er ambitiøst – men der er god mulighed for at planlægge, så de studerende kan få det hele til at gå op.
I 2014 tog Stine Steensgaard (kontorassistent) HD1. Hun valgte at komprimere forløbet, så hun tog sin HD1 på 1 år. Normalt tager uddannelsen 2 år, men man kan selv beslutte om den skal tages over længere eller kortere tid.
”Jeg ville gerne have papirer på noget mere og nye kompetencer, så jeg kunne søge stillinger med nye opgaver. Og HD passede bedst. Jeg ville gerne arbejde mere med fx budgetter og blive ved med at arbejde imens. Jeg var ikke klar til at sidde på skolebænken fuld tid,” siger hun.
Efter det år blev hun kontaktet om et nyt job med tilbud om finansiering af resten af HD-uddannelsen og med udsigt til nye opgaver. Hun takkede ja.
Graviditet og bonusbarn krævede planlægning
Stine Steensgaard kom til at sætte stor pris på de muligheder, der er for at tilrettelægge sin HD uddannelse, da hun i starten af HD2 i Regnskab og Økonomistyring blev gravid.
”Det var ikke noget større problem at læse min HD, mens jeg var gravid. Men det var en anden sag, da min barsel var slut. Der skulle vi både balancere husets store barn og en baby med vores job og mit studie.”
For at få det hele til at gå op, planlagde Stine Steensgaard hverdagen omhyggeligt. Mange aftener gik med lektielæsning, valgfagene lå i weekenden og allervigtigst var en stor opbakning fra både mand og arbejde.
Det var det hele værd
Stine Steensgaard var ikke halvhjertet, selvom hun skulle balancere hverdagen. Hun ville kunne bruge sin nye viden – og ikke bare lære udenad. Afbrydelsen midt i studiet betød dog alligevel noget, fortæller hun:
”Jeg var lidt alene i studieverdenen – det var det eneste problem, jeg havde med at komme tilbage efter barslen. Jeg kendte ikke rigtig de nye, jeg læste med og havde ikke nogen fast studiegruppe. Alle dem, jeg startede med, var jo blevet færdige før. Heldigvis kunne jeg sparre med én, som undervejs fik en masse spørgsmål fra mig,” fortæller hun med et grin.
Stine Steensgaard, der netop er gået på barsel med baby nr. 2 på vej, reflekterer lidt og siger: ”Det var hårde tider men det hele værd! Jeg fik en masse ny viden, rykkede mig fagligt, og samtidig fandt jeg ud af, hvor støttende et miljø jeg har både derhjemme og på arbejdet.”