Black Month 2024 er skudt i gang! Se tilbuddene her

Søg kursus

5 ledere: Sådan bevarer vi motivationen

Vi sætter i denne artikel fokus lederes egen motivation og spørger fem ledere fra erhvervslivet om, hvordan de bevarer motivationen i deres nuværende lederjob. 

5 ledere: Sådan bevarer vi motivationen | Læs mere her

Hvordan holder lederen sine medarbejdere motiveret? Det er et centralt element i mange undersøgelser og ledelsesteorier. Motivation og ledelse har derfor længe gået hånd i hånd og evnen til at motivere sine medarbejdere, er blevet en vigtig kompetence hos ledere i dag.

Den motiverende ledelsesstil har således været i fokus i mange år nu. Men når lederen er en forudsætning for, at medarbejderne føler sig motiverede, får lederens egen motivation en vigtig og afgørende rolle. Det er med andre ord lige så vigtigt at sætte fokus på de faktorer, der gør lederen motiveret.

For at sætte fokus på dette har vi taget en snak med fem ledere fra det danske erhvervsliv og stillet dem spørgsmålet:

Læs med og få et indblik i, hvad der motiverer de adspurgte ledere samt hvordan de formår at bevare motivationen i deres job.



Martin Graeser

"Til daglig har jeg ansvar for en lille gruppe af dygtige medarbejdere. Jeg er stolt over, at vi har tiltrukket nogle selvstændige mennesker, og det motiverer mig helt vildt, når jeg kan mærke, at teamet bare kører derud af. Jeg hader at levere mikro-management, men jeg kan rigtig godt lide at være en del af noget og drive tingene fremad.

Vores kunder giver mig også en stor motivation, når jeg kan mærke, at de får værdi, og de bliver begejstrede for ideer og resultater. Det hele hænger jo sammen. Når man har nogle gode kolleger, som leverer noget stærkt meningsfuldt, så får vi et godt samspil med kunderne. Den spiral er den helt store kilde til min energi og motivation.

Hvis der er klumper i suppen med pressede kolleger eller utilfredse kunder, så får jeg som leder mere arbejde både mentalt og helt konkret. Det motiverer til gengæld kraftigt til forandring.”


Martin K. Nielsen

“Nogle mener, at den vigtigste ting i tilværelsen ikke er triumfen selv, men kampen for at nå dertil. Det er et synspunkt, jeg deler, og som jeg ofte reflekterer over i mit arbejdsliv.

Som faglig leder bliver jeg motiveret af at skabe værdi for min arbejdsgiver og levere mærkbare resultater, der gør en forskel for organisationen, dvs. kommunikation der understøtter forretningens mål og strategi. Og det behøver ikke at være let. Man får jo kun stærkere ben af at cykle i modvind.

Ambitionen og evnen til at lykkes trods svære vilkår, både som individ og som team, er for mig den største motivationsfaktor. Som pressechef i den finansielle sektor er læringskurven stejl, og presset for at præstere under vanskelige vilkår er markant. Det sikrer muligheden for faglig udvikling; at vokse med opgaven, og denne udvikling finder jeg stærkt motiverende.”


Mette Hybschmann"Jeg bevarer først og fremmest min motivation i jobbet ved hvert år at lave en plan for året. Her sætter jeg nye mål, analyserer på data og markedsbehov samt brainstormer med teamet og franchisetagere om hvordan vi når målene samt hvilke initiativer og projekter vi bør prioritere. Hvert år starter derfor med fornyet energi og tilgang, og typisk med nye relevante og betydningsfulde projekter vi skal i mål med. Det giver rigtig meget motivation og energi for mig og mit team.

Dertil holder jeg mig selv motiveret, opdateret og relevant ved at tillære ny viden konstant – dette gør jeg fx via eksternt input som uddannelse; først via en kommunikationsuddannelse på medie- og journalisthøjskolen, senere end HD fra CBS og nu en Master i innovation og ledelse fra CBS. Sidst, men ikke mindst søger jeg input og sparring fra min kollegaer og chef, så de hjælper mig til at blive skarpere."



Kristian M. A. Jørgensen

“For at bevare motivationen søger jeg aktivt feedback fra mine omgivelser, for derigennem at få tilbagemeldinger på hvad der godt og hvad der er skidt. Anerkendelse fra ledere, kollegaer og kunder giver et motivations boost og øger mit engagement i dagligdagen.

Jeg bruger aktivt mit netværk til, at søge inspiration til hvordan hverdagens små problemer og udfordringer kan løses, og overfører dette så vidt jeg kan til mit eget virke.

Derudover søger jeg i det omfang det er muligt, efter opgaver store som små, som kan udfordre mig i hverdagen på den korte og lange bane. Udfordringernes kompleksitet skal helst variere, samt de skal få mig ud af min komfort zone. Det er en stor motivations faktor for mig at skabe resultater inden for områder, hvor jeg ikke før har haft mulighed for at lykkedes.”



Mads A. Olesen"At opretholde motivationen, er for mig at holde liv i legen. Stik imod det vanlige udtryk, så skal du blande business og pleasure. Når business er pleasure, og pleasure er business, så kan du lege hele dagen.

Motivation for mig, handler om udvikling af mig selv og min omverden. Mange glemmer at spørge sig selv om dagen har bidraget til mere viden, selvudvikling og om man fortsat er en vigtig faktor for forandring hos kollegaer. Bekræftes du ikke i dette, så bliver tingene trivielle. Løsningen kommer ikke af sig selv; du skal udfordre dig selv og dine omgivelser dagligt.

Jeg stræber efter at være en nærværende leder, for effekten er, at medarbejderne trives og motiveres, hvilket er brændstoffet for min motivation. Det lyder så politisk korrekt at sige det, men jeg mener det."


Annoncer